Bogmærk og del
Nyhedsbrev nr. 19 - 2006

Gratis overvågning af udbud

Nu bliver det lettere at finde offentlige udbud under grænseværdien! Euro Info Center Viborg, som er en del af Håndværksrådet International A/S, har det seneste års tid deltaget i et fælles europæisk projekt for opbygning af en internetbaseret portal for overvågning af offentlige udbud. Projektet kommer ikke mindst SMV'er til gavn! Portalen giver ikke alene mulighed for at søge både danske og EU udbud over EU's grænseværdier, men også udbud under EU's grænseværdier fra Danmark, Belgien, Frankrig, Irland, Italien, Norge, Polen, Storbritannien, Tyskland og Østrig. Projektet hedder ETIS, som står for European Tender Information System, og værktøjet består som nævnt af en portal, som kan findes på adressen www.offentligeudbud.dk. Indgangen til den internationale del af portalen og mere information generelt om projektet findes på www.etisys.com. Vær med til at teste ETIS indtil udgangen af oktober 2006 - og få gratis adgang til danske og europæiske udbud! Yderligere information på HVRI's hjemmeside.

Ny praksis for patentansøgninger

Fra årsskiftet ændrer Patent- og Varemærkestyrelsen den måde, de behandler patentansøgninger på. De vil nu følge de internationale standarder, der giver et endnu bedre grundlag for at vurdere et patents muligheder. Ændringerne er et led i de generelle bestræbelser på at harmonisere patentsagsbehandlingen i Europa. Den nye praksis vil betyde, at man som patentansøger vil få et bedre beslutningsgrundlag for at vurdere patentets fremtid. Desuden bliver ansøgningen bedømt på samme måde som det gøres internationalt. For yderligere information - se hjemmesiden.

Gratis IT-rådgivning til SMV'er

Øget anvendelse af IT er for mange virksomheder en rigtig god løftestang for at øge produktiviteten og indtjeningen. Men hvilke muligheder egner sig bedst til netop din virksomhed? Og hvor skal du starte? Du kan få gratis IT-rådgivning ved at gå ind på www.it-tanken.dk og udfylde en test, der tager temperaturen på din virksomheds IT-anvendelse. Når du har besvaret testspørgsmålene, får du med det samme en rapport, der kommer med gode råd til, hvordan netop din virksomhed kommer videre. Giver rapporten dig ikke svar på alle dine spørgsmål, kan du via hjemmesiden kontakte IT-TANKENs rådgivningskorps, der står klar til at give dig yderligere rådgivning telefonisk - også om brancherelateret IT-anvendelse. Er der ting, der ikke kan klares via telefonen, sender IT-TANKEN vederlagsfrit en konsulent ud til dig, så I sammen kan gennemgå virksomheden for at finde de it-muligheder, som passer til din virksomhed. Med andre ord: Hvis du går i IT-tanker, så gå ind på www.it-tanken.dk og bliv fyldt op med ideer og inspiration.

Teknologisk Institut fylder 100 år

Det fejres ved at afholde en række regionale konferencer, og i den anledning - i samarbejde med sekretariatet for Vækstforum Sjælland - inviteres du til en erhvervskonference, hvor du får en række bud på nye udfordringer og muligheder for din virksomhed i den nye Region Sjælland.

Konferencen bliver afholdt på Sørup Herregaard, Sørupvej 26, Vetterslev, Ringsted, onsdag den 11. oktober 2006 kl. 14.00 - 17.00.

På konferencen fortæller lokale virksomhedsledere, hvad placeringen i Region Sjælland betyder for deres virksomheder. Der præsenteres helt nye tal på 200 sjællandske virksomhedslederes vurdering af fremtiden og af placeringen i regionen, og der sammenlignes med andre regioner. Videnskabsminister Helge Sander giver sin vurdering af, hvordan vi sikrer sammenhæng mellem den nationale og den regionale erhvervspolitik.

Aktiviteter i Erhvervsrådet i oktober

23. oktober Aften iværksætterkursus - for alle som vil starte selvstændigt

24. oktober Planlæg din markedsføring professionelt  - Har du styr på din markedsføring?

26. oktober Iværksættercafé - Kalundborg