Bogmærk og del
Betalingsstandsning

Hvis du ikke længere kan betale din virksomhedsgæld, kan du vælge at gå i betalingsstandsning. Hvis din virksomhed er i betalingsstandsning, er der en række ting, du ikke må gøre på vegne af din virksomhed.

Hvad er betalingsstandsning?

Betalingsstandsning er en ordning, der beskytter virksomheden mod kreditorer. Målet er at beskytte virksomheden, så den enten kan overleve eller opnå en frivillig akkord eller en tvangsakkord i stedet for konkurs.

Et andet vigtigt formål med betalingsstandsning er at sikre en samlet ordning med kreditorerne, så man undgår, at kreditorernes indbyrdes stilling forrykkes. Du kan finde reglerne om betalingsstandsning i Konkursloven.

Læs Konkursloven på retsinfo.dk

Anmeldelse af betalingsstandsning

Du skal anmelde betalingsstandsning til skifteretten i den retskreds, hvor din virksomhed ligger. Hvis virksomheden ligger i Storkøbenhavn, skal du indgive anmeldelsen til Sø- og Handelsretten.

Anmeldelsen skal indeholde et forslag til, hvem skifteretten skal udpege som tilsynsførende under betalingsstandsningen. Dette kan typisk være din advokat. Anmeldelsen skal også indeholde en erklæring fra den pågældende om, at han gerne vil være tilsynsførende, og at han ikke er inhabil. Den tilsynsførende har til opgave at godkende dine eller din ledelses beslutninger under betalingsstandsningen.

I et ApS og et A/S er det den øverste ledelse, som anmelder betalingsstandsningen. Et I/S kan kun anmelde en betalingsstandsning, hvis samtlige interessenter anmelder den.


Der er omkostninger ved en betalingsstandsning. Først og fremmest skal du betale en retsafgift. Satsen fremgår af retsafgiftsloven. Desuden er der omkostninger til den advokat, som skifteretten har udpeget som tilsynsførende under betalingsstandsningen.

Anmeldelsesprocedure

Når skifteretten har fået anmeldelsen, udpeges først en tilsynsførende og der fastsættes samtidig et møde med alle parter. Ved mødet tager skifteretten stilling til, om betalingsstandsningen skal fortsætte.

Under betalingsstandsningen må din virksomhed ikke foretage dispositioner af væsentlig betydning uden den tilsynsførendes samtykke. Hvis der er ansatte i virksomheden, må du regne med, at de faglige organisationer vil stille krav om, at de ansatte får deres løn m.v.

Senest en uge efter anmeldelsen, udsender den tilsynsførende en meddelelse til alle kreditorer om, hvornår mødet i skifteretten finder sted.

Udover din virksomheds seneste årsregnskab indeholder meddelelsen til dine kreditorer:

oplysning om formålet med betalingsstandsningen

redegørelse for årsagerne til de økonomiske vanskeligheder

oplysning om virksomhedens aktiver og passiver samt så vidt muligt en kreditorfortegnelse med angivelse af stillede sikkerheder.

Forlængelse af betalingsstandsning

En betalingsstandsning har altid en fast udløbsdato. Som regel vil betalingsstandsningen kunne forlænges med tre måneder ad gangen. Hvis du vil anmode om en forlængelse af din betalingsstandsning, skal du sende en skriftlig anmodning, som indeholder en redegørelse for, hvorfor du vil have perioden forlænget. Du skal også vedlægge en udtalelse fra den tilsynsførende.

VIRKSOMHEDENS OPHØR

Når virksomheden har været i betalingsstandsning i 12 måneder, kan der ikke gives flere forlængelser, og virksomheden ophører.